Biblioteket

 

Du kan bruge biblioteket til meget mere end du tror

Hjælp til kørekort
De fleste biblioteker giver mulighed for at logge på www.turteori.dk med et bibliotekslogin. Der får du gratis adgang til prøver og test i forbindelse med at tage kørekort.

Hop på nettet
Mangler du wi-fi, så gå på biblioteket. Alle biblioteker i Danmark stiller internet gratis til rådighed, og mange biblioteker har også åbent sent om aftenen og i weekender.

Find artikler online
Med dit bibliotekslogin kan du altid finde artikler frem på Infomedia eller Faktalink. Hvis du skal have fat i en artikel, der ikke findes på Infomedia eller FaktaLink, kan du bestille den via dit lokale bibliotek eller bibliotek.dk. Så får du den sendt til dit lokale bibliotek.

Hent dvd’er på biblioteket
På biblioteket kan du hente mange forskellige populære tv-serier. Hvis du ikke kan finde den tv-serie, du gerne vil se, på dit lokale bibliotek, kan du med dit bibliotekslogin finde materialer fra alle landets biblioteker og få dem sendt til dit lokale bibliotek. Du kan også logge på www.filmstriben.dk med dit bibliotekslogin og se en film gratis - uden at skulle rejse dig.

eReolen
På www.eReolen.dk kan du downloade bøger og andet materiale til din smartphone eller tablet. Og du skal ikke huske at aflevere materialet, for det gør eReolen selv efter 30 dage. En del af e-materialerne på bibliotek.dk er tilgængelige uden videre og kræver ikke bestilling eller login. Andre materialer kræver, at dit lokale folkebibliotek har købt adgang til materialet. E-materialer dækker over spil, bøger, noder, artikler, musik mm.